|
Administration
|
Med jævne mellemrum skal du indbetale moms til SKAT.
Momsperioden Når du registeres som virksomhed vil SKAT sende dig opkrævninger til betaling af moms.
Momsen skal for nystartede virksomheder normalt opgøres kvartalsvis.
SKAT arbejder med nogle beløbsgrænser, hvorefter virksomheder med under 1 mio. i omsætning kun skal opgøre moms halvårligt, men nystartede virksomheder opgør altid moms kvartalsvis, med mindre de i særlige tilfælde skal opgøre momsen hver måned. Først hvis SKAT efter 1-2 år gennem momsindberetningerne konstaterer, at du rent faktisk har under 1 mio. i årlig omsætning, overføres du til halvårsvis momsopgørelse. Det sker automatisk fra SKATs side. Dansk moms er på 25%.
Momsen skal angives og betales senest en måned og 10 dage efter kvartalets udløb.
Princippet i momsopgørelsen Salgsmoms (”udgående moms”) og købsmoms (”indgående moms”) skal du opgøre hver for sig.
Salgsmomsen er beløb, du har opkrævet af dine kunder på statens vegne og skal betales til SKAT. Købsmomsen er beløb, du har ”lagt ud” og skal have retur fra staten. Du opgør momsen ved at trække de to beløb fra hinanden og betale forskellen til SKAT. Er købsmomsen større end salgsmomsen, skal du i stedet have penge retur.
Eksempel: - Du sælger varer for 80.000 kr + salgsmoms på 20.000 kr
- Du køber varer for 60.000 kr + købsmoms på 15.000.
- Din fortjeneste er 20.000 kr (80.000 - 60.000) og du skal betale 5.000 i moms til SKAT (20.000 - 15.000)
Grønne afgifter Foruden købs- og salgsmoms indeholder momsregnskabet rubrikker til opgørelse af en række af grønne afgifter, f.eks. el-, olie- og vandafgift. Systemet går ud på, at du måske betaler nogle af disse afgifter i forbindelse med din virksomheds drift (f.eks. elafgift, der fremgår af elregningen). Under visse betingelser kan du få afgifterne helt eller delvist tilbagebetalt. Det sker via momsregnskabet.
Reglerne for refusion af grønne afgifter er ret indviklede, og du behøver ikke nødvendigvis at opgøre de grønne afgifter i forbindelse med hvert enkelt momsregnskab. Du har lov til – og det kan i visse tilfælde være en praktisk måde at gøre det på – at se bort fra de grønne afgifter ved de løbende momsopgørelser, og så vente med at opgøre disse til du, måske med hjælp fra din revisor, laver årsregnskabet.
Hvis du laver fejl i momsopgørelsen Glemmer du at få noget af din købsmoms med i en momsopgørelse, så du kommer til at afregne for meget til SKAT, kan du blot medregne beløbet næste gang, du opgør momsen. Andet behøver du ikke at gøre, men er der tale om et stort beløb, kan du kontakte SKAT og bede om at få fejlen rettet.
Betalt for lidt Opdager du, at du har glemt noget af salgsmomsen, så du har betalt for lidt, skal du derimod straks kontakte SKAT for at få rettet fejlen. Er der tale om en mindre fejl, kan du evt. skrive et brev til SKAT, hvor du gør opmærksom på fejlen, og samtidig skrive at du, hvis du ikke hører noget fra SKAT, selv vil medregne beløbet næste gang. Så har du givet SKAT chancen for at forlange en rettelse med indbetaling af differencen, og du har ren samvittighed.
Rose
- Link til SKAT
- Anette Sands gode blog om moms, regnskab mv.
|
 |