Forside       |       Om 100svar.dk       |       Kontakt       |        

                           

Hæftelse

Jura og virksomhed

 Aftaler

 Hæftelse

 Interessentskabskontrakt

 Konkurrenceklausul

 Salgs- og leveringsbetingelser

 Virksomhedens navn

 Virksomhedsform

- English version         Udskriv
Når du starter virksomhed er det en risikobetonet handling, og det kan være en god ide at undersøge, hvordan du er stillet i dit parforhold.

Her får du hovedlinjerne i hæftelse mellem ægtefæller

Fælleseje
Er du gift, vil I som udgangspunkt have formuefællesskab, fælleseje.
Et fælleseje består af to bodele, som tilhører henholdsvis dig og din ægtefælle.
Din bodel kan f.eks. være hus, bil, TV m.m.
Din ægtefælles bodel kan f.eks. være værdipapirer, møbler, bøger m.m.
Det, som du har taget med ind i ægteskabet eller senere har købt, fået som gave eller arvet, tilhører dig (din bodel). På tilsvarende vis forholder det sig for din ægtefælle.
I har altså hver jeres bodel, som selvfølgelig har forskellig værdi, alt efter hvad bodelen aktuelt består af.

Inden for jeres bodel har I særråden og særhæften.

  • Særråden betyder, at du kun kan disponere over dine egne ting, d.v.s. sælge, pantsætte, bortleje m.m.

    Der findes dog nogle begrænsninger i din råden over egne ting, f.eks. når det drejer sig om den faste ejendom, I bor i eller din ægtefælle driver virksomhed fra, jeres sommerhus og visse andre ejendele. Disse begrænsninger har med ufornuftige og illoyale salg/pantsættelser m.v. at gøre.


  • Særhæften betyder, at dine kreditorer kun kan få dækket deres krav gennem de ting, som du selv ejer (din bodel).

    Du og din ægtefælle skal kunne bevise, hvilken bodel et aktiv tilhører. Det kan derfor være en god idé, at I udarbejder en liste over de ting, I hver især ejer samt gemmer kvitteringer for større anskaffelser, hvoraf det tydeligt fremgår, hvem af jer der har købt dem.

Starter du virksomhed, hæfter du altså selv for den gæld, du påtager dig, medmindre din ægtefælle har påtaget sig en personlig forpligtelse.
Det kan f.eks. ske ved, at din ægtefælle har skrevet under som medskyldner eller som kautionist på f.eks. et lån eller en købekontrakt.

Når det drejer sig om skattegæld, fastslår skattelovgivningen dog, at samlevende ægtefæller begge hæfter for også den andens skattegæld.
Skattegælden skal dog først være forsøgt inddrevet hos den ægtefælle, den vedrører.

Sameje
Det skal nævnes, at der ikke er noget til hinder for, at ægtefæller, der har fælleseje, kan eje ting i fællesskab (sameje). I har f.eks. et hus i sameje, hvis I begge har skrevet under på skødet. Din ægtefælle ejer f.eks. 1/3, og du ejer 2/3, og det er dig, der har kreditorer.

Hvis ikke du overholder dine aftaler med dine kreditorer, kan de kræve huset på tvangsauktion og få din del af salgssummen. D.v.s. at samejet bliver ophævet, og I får hver jeres del, dog får dine kreditorer din del.
I bør ved sameje altid lave en samejekontrakt, som regulerer det forhold, at I opløser samejet.

Særeje
Mange tror, at det er nødvendigt at få særeje for at opnå beskyttelse over for kreditorer. Det er det imidlertid ikke, som det også vil fremgå af afsnittet om fælleseje. Et særeje tjener blot som fuldgyldig dokumentation for, hvad henholdsvis du og din ægtefælle ejer, og dine kreditorer vil kun kunne holde sig til dit særeje.

Et særeje er et internt mellemværende mellem dig og din ægtefælle eller er bestemt af en gavegiver eller en arvelader.
Særeje får I ved at oprette en ægtepagt (skriftlig aftale). Tal med en advokat. Det er en betingelse for en ægtepagts gyldighed, at den er tinglyst.

Papirløst ægteskab
Lever du i et papirløst ægteskab, hæfter din samlever ikke for din gæld eller for dine forpligtelser iøvrigt.

I har ikke fælleseje, men betragtes som to økonomisk uafhængige personer.
I kan dog eje ting sammen i fællesskab som sameje.
I har ikke arveret efter hinanden, men I kan oprette et testamente.

Simonsen

Sidst opdateret: 02-09-2009

Væksthus Midtjylland